Pressemeddelelse - Resultat 2007
30-04-2008 - Nyt rekordresultat fra Valtech

Den positive udvikling fra de foregående år og fortsat fokusering på forretnings- og kommunikationsmæssigt forankrede e-businessløsninger er endnu en gang blevet kronet med rekordresultater. Valtech har afsluttet 2007 med en omsætning på 85,3 MDKK - en forbedring på 27 % - og et overskud før skat (EBITA) på 16,3 MDKK, hvilket er en fremgang på 67 % - og dermed det bedste resultat i virksomhedens historie. Overskudsgraden blev på 20 % - og indfriede dermed målsætningen om en tocifret overskudsgrad.  

Valtech nyder fortsat godt af et højt aktivitetsniveau i dansk erhvervsliv og den accelererende udvikling af internettet som en højt prioriteret kommunikationskanal - og med kraftig vækst inden for mange former for e-handel.

”Regnskabet for 2007 er mit første som chef for Valtech A/S i Danmark. For mig personligt er det naturligvis en stor glæde, at vi endnu engang har sat ny rekord. Men resultatet afspejler til fulde, at der har været tale om en enestående holdindsats i vores afdelinger i København og i Århus”, siger adm. direktør Carsten Brogaard Jensen, Valtech A/S.

”Det er frem for alt Valtechs unikke, integrerede forretningsmodel, som tager udgangspunkt i virksomhedens strategiske, tekniske og kommunikative kompetencer samlet i én organisation, som arbejder ud fra de agile principper, der i årets løb har tiltrukket en voksende kreds af danske og internationale kunder. Og det har i høj grad bidraget til det positive resultat”.

”Vi kan nemlig i dag klart dokumentere, at vores satsning på at arbejde ud fra de agile arbejdsprincipper er ideelle i forbindelse med udvikling af internet- og e-handelsløsninger. For her skal vi konstant kunne demonstrere over for vores kunder, at vi i vores samarbejdsmodel har indbygget den forandringsparathed, som er altafgørende, hvis vi skal sikre kundernes succes på internettet. For vi må i dag indstille os på, at den reelle levetid for et professionelt internt site eller en e-handelsløsning kun er 6-12 måneder, før der skal ske opdateringer eller udvikling af nye, supplerende tiltag”, siger Carsten Brogaard Jensen.


Markant fremgang
Valtechs hovedtal for 2007:



Nøgletal (t.kr) 2005 2006 2007
Nettoomsætning 52.722 67.251 85.319
EBITA 4.461 10.153 16.947
Årets resultat 2.466 8.751 13.671
Egenkapital 10.299 19.050 28.249
Balancesum 31.860 44.835 47.026

Vellykket rekruttering har været en forudsætning for væksten
Netop den tværfaglige organisering i selvstyrende arbejdsgrupper i kombination med de agile arbejdsprincipper er efter selskabets egen vurdering den væsentligste forudsætning for, at Valtech har større forretningsmæssig succes og viser bedre vækstrater og regnskabsmæssige resultater end de øvrige spillere i branchen. Og det er også den direkte baggrund for, at Valtech i modsætning til de fleste andre konsulentvirksomheder har haft relativt nemt ved fortsat at kunne rekruttere branchens bedste medarbejdere. Alene i 2007 er medarbejderstaben vokset med 30 nye specialister.

Succes med den unikke forretningsmodel
Ligeledes har virksomhedens satsning på at etablere strategiske partnerskaber med kunderne båret frugt. Dette samarbejde er i stigende omfang forankret hos kundernes beslutningstagere - og bliver måske derfor eksekveret bedre og mere målrettet med et strategisk fokus, som involverer hele kundens organisation. Valtech er således i stigende omfang involveret i større dele af de forretningskritiske processer, når det gælder internet- og e-handelsløsninger - altså allerede fra tilrettelæggelsen, design og forvaltningen af kundernes e-business aktiviteter. På den måde udfylder Valtechs konsulenter så at sige rollen som ”brobyggere” og rådgivere i forhold til kundernes forretningsmæssige strategier, udvikling, design og selve implementeringen og eksekveringen af de udviklede løsninger.

Og det er netop i sådanne forretningsmæssige relationer, at Valtechs unikke samspil mellem de strategiske, de kreative og kommunikative og de tekniske kompetencer for alvor viser deres styrke og værdi for kunderne.

Flere nye tiltag
Det er nu også flere nye forretningsmæssige tiltag, som har bidraget til det positive resultat - bl.a. nye forretningsområder som webanalyse og – optimering, SEO og SEM og udnyttelsen af nye teknologier fra Microsoft (Windows Presentation Foundation (Silverlight) og Microsoft Office Sharepoint Server 2007) og IBM (WebSphere Portal Server). Endelig har Valtechs øgede satsning og kompetenceudvikling inden for bl.a. WebSphere Commerce Suite og Web Content Management bidraget til selskabets positive udvikling.

Valtech forventer således, at den intensive satsning på disse teknologier og services i 2007 for alvor vil vise deres positive effekt i 2008.

Fremtiden
”Flere erhvervsledere og økonomer har i de første måneder af 2008 meldt ud, at de forventer en afmatning i virksomhedernes aktiviteter og investeringer i nye tiltag i 2008. Hos Valtech er vi naturligvis opmærksomme på disse varsler og vi vil derfor løbende overvåge markedsudviklingen meget nøje. Men intet tyder på, at Valtech vil blive negativt berørt af en eventuel afmatning i markedet. Og det hænger direkte sammen med, at vi fortsat forventer markant øgede aktiviteter og vækst inden for udnyttelsen af internettet - herunder inden for e-handelsløsninger - som i stigende omfang vil være virksomhedernes mest værdiskabende handelsplads. Det er præcis her, at vi har vores forretningsmæssige fokus og vores stærkeste kompetencer. Og derfor forventer vi, at vi også i 2008 yderligere kan udnytte vores forretningsmæssige muligheder med succes og vækst”, siger Carsten Brogaard Jensen.

Valtech forventer således også i 2008 at kunne øge både omsætningen og indtjeningen i forhold til rekordresultatet i 2007.
……………………………………………..

Yderligere information
Hvis du vil vide mere om Valtech A/S og årsregnskabet for 2007 eller om den internationale organisation, er du velkommen til at kontakte adm. direktør Carsten Brogaard Jensen via mail carsten.jensen@valtech.dk  eller på telefon 32 88 20 00.