Af adm. direktør Carsten Brogaard Jensen, Valtech A/S
Vi lever i en verden med stærke forankringer i internettet - og hvor alt er under forandring med en ha-stighed, som var utænkelig for blot nogle få år siden. I dag ved vi, at viden, information, varer, oplevelser og serviceydelser har deres naturlige plads på de digitale medier. Men kun få forstår og endnu færre agerer efter, at de ’lever’ i cyklusser af kun 3-6 måneders varighed!
Det stiller nye krav til alle virksomheder på nettet. Vi ved nemlig, at brugerne af nettet konstant for-venter nyheder, muligheder, involvering, oplevelser, hastighed og kvalitet, som oven i købet er målrettet den enkelte bruger. Og disse krav vokser hurtigere end selve nettets udbredelse.
Det gør bruger- og kundeloyalitet til en flygtig størrelse. Derfor er der nu langt mere fokus på form og indhold end på f.eks. den tekniske platform, som de fleste kan håndtere med standardværktøjer.
Dine digitale løsninger er derfor altid i en BETA. Du får aldrig ro, før du skal i gang med din næste forandring eller tilpasning. Udfordringen er, at du allerede i morgen skal begynde at optimere det website, du lancerede i går.
Derfor er de traditionelle udviklingstilgange med ’vandfaldsprocesser’ og ’Big Bang lanceringer’ ikke længere brugbare til virkelighedens digitale udfordringer. Det betyder helt konkret, at virksomhedens strategi for tilstedeværelsen på nettet skal være dynamisk tænkt fra starten, så den reelt lever integreret med alle fremtidige forandringsbehov.
Traditionelle udviklingsmetoder er ikke længere tilstrækkeligt fleksible og pragmatiske i forhold til de digitale medier dynamiske natur. ’Mantraet’ skal findes i de agile (lean) tankesæt og metoder, der kan sikre digitale koncepter med træfsikkerhed og værdi for både brugere og virksomheden bag.
Den dynamiske tilgang
Agil udvikling er betegnelsen for en dynamisk tilgang til en udviklingsproces, hvor man splitter arbejdet mod målet op i mindre ”bidder”. Det giver mulighed for løbende at foretage ’de rigtige’ ændringer og tilpasninger. Vel at mærke mens udviklingsarbejdet er i fuld gang.
Det er imidlertid ikke ’kun’ en arbejdsmetode - men i lige så høj grad en indstilling til selve udviklings-arbejdet, hvor fleksibilitet og læring undervejs sikrer resultater, der har grobund i konkret viden om virkeligheden og brugernes skiftende behov - og altså ikke i 6 måneder gamle analyser eller koncepter.
I praksis sker det gennem involvering af tværfaglige kompetencer i selvstyrende arbejdsgrupper, som har 100 pct. indflydelse på alle processer. Det er den samme arbejdsgruppe, som også har det daglige ansvar for at optimere brugeroplevelsen og samtidig sikre, at den digitale investering giver de ønskede forretningsmæssige resultater.
Derfor er den agile tilgang til udvikling og vedligeholdelse af websites en afgørende forudsætning for virksomheder, som ambitiøst søger digitale fordele. Hvis ikke de konstant er i front med at efterleve brugernes evigt skiftende behov, bliver de dømt ude. De skal være handlingsanvisende, sikre oplevelser, åbne ’vinduer’ til verdener, der skaber nye ønsker og behov, som virksomheden kan imødekomme. Det kan kun en agil tilgang til metoder og processer for webudvikling sikre.













