Udvikling af succesfulde digitale løsninger stiller store krav om kendskab til og indsigt i brugernes behov. Derfor er brugercentrerede designprocesser kernen i udvikling af moderne, relevante og innovative digitale løsninger. Samtidig sker udvikling af software og digitale løsninger stadig oftere ud fra Agile principper (i modsætning til traditionel Vandfalds-udvikling), hvor værktøjer som Extreme Programming, SCRUM og Lean software development udnyttes til at minimere risici og maksimere produktiviteten i projekterne. Det sker bl.a. ved at udvikle løsninger i regelmæssige og korte iterative forløb.
For at sikre fremtidens digital løsninger er det derfor vigtigt at sikre, at en implementering af Agile udviklingsprocesser sker under behørig hensyntagen til sikring af brugernes faktisk behov og optimeringen af de brugeroplevelser, som den endelig løsning skal indeholde.
Med en brugercentreret designtilgang sikres en grundig forståelse af de mennesker, som skal anvende vores løsning. Forstå deres behov og afdække deres forventninger. Kun derved kan vi udvikle funktionelle løsninger, der er relevante, innovative og værdiskabende for brugerne.
Paradokset
Men kan vi overhovedet sikre, at vi tilgodeser brugernes behov i en agil udviklingsproces, der har korte iterationer, minimal dokumentation og hurtig udvikling som en grundfilosofi? Er der overhovedet tid til at sætte sig ind i og forstå brugernes reelle behov?
Svaret er nej! I hvert fald hvis vi først definerer brugernes behov undervejs i udviklingsprocessen. Men svaret kan ligeså godt være et ja, hvis vi tager højde for brugerfeedback allerede i projektplanlægningen. Desværre en ofte overset, forsømt eller ligefrem fravalgt øvelse, når budget, tidsplan og kundeforventninger skal afstemmes.
Umiddelbart kunne man tro, at de to tilgange er diametrale modsætninger. For i Agile udvikling er det en hovedsætning: ”kunden betaler, så kunden bestemmer”. Det formelle krav til dokumentation af løsningen minimalt. Man koder først - og spørger bagefter. Men hånden på hjertet: Udviklere er kun sjældent brugervenligheds-eksperter.
I brugercentreret design er det derimod brugeren, der bestemmer. Her er dokumentation godt, og megen dokumentation er endnu bedre. Her arbejder specialisterne med informationsarkitekturdiagrammer, usability-rapporter, wireframes, workflows, use cases, prototyper og utallige andre dokumenter. Og man udfærdiger omfattende kravspecifikationer for bedre at kunne forstå brugerne - vel at mærke inden kodning.
Udfordringer og ligheder
Udfordringen er altså at finde den helt rigtige og ideelle balance mellem for lidt dokumentation og for meget dokumentation. Og der er da heldigvis også mange ligheder og sammenfald mellem Agile udvikling og brugercentreret design.
Begge arbejder med iterative forløb i forbindelse med udvikling og design, f.eks. ved brug af prototyper. Iterative forløb kan tilmed forbedre brugeroplevelsen. Og så er der fokus på samarbejdende multidisciplinære teams, hvor alle - uanset faglig baggrund - kan bidrage aktivt og ikke mindst kreativt til den samlede brugeroplevelse.
Ved implementering af Agile principper i den digitale udviklingsproces består udfordringen således i at foretage den varsomt og intelligent for bagefter at undgå usability problemer. En stram Agile udviklingsproces har nemlig ikke altid det store overblik. Når arbejdet er fokuseret på specifikke funktionaliteter, i korte iterative forløb med mulighed for løbende ændringer, så får altoverskyggende elementer som konsistens, brugervenlighed og navigation måske ikke den nødvendige opmærksomhed.
Løsningen
Det anbefales at tilknytte en interaktionsdesigner, som ejer af og med ansvar for at sikre det store overblik gennem hele udviklingsforløbet. Det er denne persons fornemmeste opgave at være brugernes advokat, og via en daglig dialog med udviklerne at sikre, at den endelige løsning reelt dækker brugernes behov, forventninger og præferencer.
En anden udfordring ligger i at inkorporere research og brugertests i udviklingsprocessen som en altafgørende forudsætning for at kunne ende op med en succesfuld løsning. At tro, at man kan vente med feedback til efter en produktlancering, for derefter at fixe problemerne, er både meget risikabelt, naivt og dyrt.
Sørg derfor altid for at udføre research og brugertests i en Agile udviklingsproces både før og under udviklingsfasen, og gennemfør de planlagte tests, så de tager udgangspunkt i det ”store perspektiv” og ikke kun i enkeltdelenes isolerede funktionalitet.
Erfaringerne med at kombinere Agile udviklingsprincipper og brugercentreret designudvikling er endnu begrænsede. Men et stigende antal digitale udviklingsprojekter bliver i dag gennemført med brug af begge discipliner, og grundlaget for at skabe endnu bedre løsninger, der er udviklet hurtigere og i højere grad opfylder de behov og forventninger, som brugeren måtte have til morgendagens digitale løsninger, er til stede.












